Her skulle egentlig være min fortælling "gulerod på vej" med lyd på. Jeg opgav efter mange timers leg!!! En færdig lydfiler ligger på min pc. Først kommer der værktøjslyd, så motorlyd og fugle der synger i baggrunden. Det hele ville være perfekt!!!
Jeg fik ikke gemt lydfilen i MP3 format. Efter jeg havde downloadet LAME, ville den heller ikke gemme i MP3, så jeg ved ikke hvad der skete :( Jeg har brugt manualer, men måske de forkerte, eller jeg har ikke taget mig nok tid til at læse manualerne rigtig igennem. Hvis jeg i det pædagogiske arbejde, en dag skulle arbejde med lydfiler, ville jeg forberede mig med et intensiv kursus på det :)
Gennem de sidste 5 opgaver i DKK er mine kompetencer og færdigheder vokset og det hele gennem leg :) Ha!!! Selv om legen ikke altid er/var nemt! Når man er i gang med en æstetisk læreproces, kan man komme i en tilstand der kaldes for "flow" mhh ....... det er at være fuldstændig i fordybelse ved at være skabende, eller eksperimenterende. Det eneste der ikke er så positiv ved dette flow er at tiden flyver af sted, og man kan komme til at glemme andre ting der skulle laves!
mandag den 27. april 2009
tirsdag den 24. marts 2009
"Gulerod på vej"
Helt nyt terrin jeg befinder mig på. Det hele er ikke så perfekt som det kunne være, men ok det virker. Nu skal det bruges hyppiger, så rutinen og perfektionen kommer. I starten ligger der et billede, som skal ligge sidst. I den tid, jeg sidder og arbejder, tænker jeg mange gange på min sidste praktiktid. Jeg var i et fritidshjem med en klub afdeling. Det ville være en super ideer, hvis pædagogerne brugte disse arbejdsredskaber sammen med børnene ved computeren. Her, kan man fange de unge og især (vil jeg tro) drengene, hvor det ellers er svært at vække deres interesse for noget. I børnehaver ville små historier være fantastisk til sprogindlæring.
fredag den 20. marts 2009
mandag den 16. marts 2009
søndag den 15. marts 2009
Et nyt
Hele søndag aften i paintNet, jeg ved ikke rigtig om jeg har lært noget eller om jeg blev mere forvirret. Der er så mange muligheder, jeg prøvede mig frem og tilbage. Måske skal jeg bare læse mere i manualen! Noget jeg ved er, at jeg ikke har styr på paintNet. Billedet opstod under legen, jeg kalder det "en pragtfuld dreng"!lørdag den 14. marts 2009
Referat af "Fortælling, børn og livshistorier".
Skrevet af Pernille Bjarnhof Storm.
I de sidste årtier er arbejdet med livshistorier vokset. Livshistorie som metode i det pædagogiske arbejde.
Livshistorie kan understøtte sprogstimuleringen. Ved at bruge livsfortælling som redskab, kan børn og unge få styr på deres tanker og følelser. Øvelsen af, at bruge indhold, funktion og form af sproget kan være et hjælpemiddel til at finde deres identitet.
Jerome S Bruner påpeger, at menneskers narrative evne styrkes gennem sproget i barndomsårene (Bruner:1999).
Der findes mange forskellige, traditionelle fortællegenre: Myter, eventyr, fabler, sagn, lignelser, legender, kunsteventyr, anekdoter, gåder, skrøner, vittigheder og vandrehistorier.
Når vi fortæller vores egne livshistorie, læner vi os mere eller mindre op af disse traditionelle fortællegenre.
Basis for alle fortællinger er de mundlige fortællegenre.
Personlige historier handler om menneskelige erfaringer, som gives videre fra person til person.
Ældre generationer har gennem mundlige fortællinger, givet viden videre. Børn bruger ikke kun sproget til fortællinger, de bruger også andre medier. Det kan være computerspil, film, dans, sange, leg og tegninger. Dermed omsætter børn deres oplevelser og skaber fortællinger.
Når jeg fortæller mine børn en historie, der handler om hvordan jeg sad sammen med nogen venner og vi så ”Woodstock” i fjernsynet, er det en traditionel fortælling med kulturhistorisk værdi.
Man kan spørge sig selv, om en historie er mere løgn eller virklighed. ”Den menneskelige fantasi begrænses af alt, hvad der findes....sprog kan aldrig gengive det, der egentlig er, det kan kun beskrive virklighed”(Bichselt:1983:12).
Narrativ betyder fortællende. Her to teorier, som i de seneste år har inspireret udvikling og nytænkning i nogen områder af psykologien og litteraturen
Kenneth Burke er en amerikansk literaturkritiker. Han prøvede på at fange elementerne i en fortælling og kalder det ”the pentad”. En grundopskrift med fem elementer, der udgør en fortælling: 1. Agent (er personer eller hovedpersoner), 2.Aktion (er en handling eller en aktivitet), 3. Mål (er det, man begærer eller stræber efter), 4. Scene (er rammer eller forhold), 5. Midler (er de instrumenter eller redskaber, som bruges). Ved denne model ser han kun på fortællingen og ikke på relationen mellem fortælleren og lytteren.
Aristoteles mener, at en fortælling skal struktureres og skal indeholde tre elementer. Begyndelse, midte og slutning. Denne fortælleteknik kender vi fra teater og film. Handlingen begynder, det bliver spændende og til sidst løses problemet.
I vores samfund er der sket en forandring, fortællinger er ikke længere tradition. Selv om hver kan lære at fortælle, har de voksene glemt eller aldrig lært det.
Så længe et barn ikke skriver, bruger det den mundlige fortælleform, til at fastholde begivenheder. De gentager begivenhederne, digter vider på dem og afprøver dem hos andre. Fortællinger er et værdifuld redskab, som børn bruger i deres hverdag. Til at gøre fortællinger gode, iagttager og lytter børn til voksene. Ved at iagttage de voksene få børn også kropsproget med.
Sanserne kan være en vigtig del i fortællinger, de kan fremme hukommelsen hos fortælleren. Fx mormors lugt af en bestemt parfume.
De voksene kan inspirere børn til at fortælle, ved at være nysgerrig og ydmyg. Ved at skabe et fortællerum i en god atmosfære, skaber man grovbund til børns fortælleudvikling.
Hos udviklingshæmmede, der ikke har udviklet talesprog, bliver der arbejdet med livshistoriebøger. Gennem billeder bliver begivenheder og erindring synlig.
I forbindelse med elektroniske medier, åbner sig nye veje for at fremme fortællinger. Med digital kamera, video,engangkamera og et billedbehandlings pogram på en computer, kan man fremstille fortællinger.
I den senmoderne tid som vi lever i, er det en stor opgave, at finde sin identitet. Der er mange forskellige arenaer, hvor vi bevæger os i, som ikke altid har samme referenceramme. Gennem fortællinger kan vi skabe sammenhæng.
Pædagoger har overtaget mange funktioner, som før i tiden var familiens. At arbejde med livshistorier, er en god metode, for at understøtte identitetsudviklingen hos børn unge og voksene.
I de sidste årtier er arbejdet med livshistorier vokset. Livshistorie som metode i det pædagogiske arbejde.
Livshistorie kan understøtte sprogstimuleringen. Ved at bruge livsfortælling som redskab, kan børn og unge få styr på deres tanker og følelser. Øvelsen af, at bruge indhold, funktion og form af sproget kan være et hjælpemiddel til at finde deres identitet.
Jerome S Bruner påpeger, at menneskers narrative evne styrkes gennem sproget i barndomsårene (Bruner:1999).
Der findes mange forskellige, traditionelle fortællegenre: Myter, eventyr, fabler, sagn, lignelser, legender, kunsteventyr, anekdoter, gåder, skrøner, vittigheder og vandrehistorier.
Når vi fortæller vores egne livshistorie, læner vi os mere eller mindre op af disse traditionelle fortællegenre.
Basis for alle fortællinger er de mundlige fortællegenre.
Personlige historier handler om menneskelige erfaringer, som gives videre fra person til person.
Ældre generationer har gennem mundlige fortællinger, givet viden videre. Børn bruger ikke kun sproget til fortællinger, de bruger også andre medier. Det kan være computerspil, film, dans, sange, leg og tegninger. Dermed omsætter børn deres oplevelser og skaber fortællinger.
Når jeg fortæller mine børn en historie, der handler om hvordan jeg sad sammen med nogen venner og vi så ”Woodstock” i fjernsynet, er det en traditionel fortælling med kulturhistorisk værdi.
Man kan spørge sig selv, om en historie er mere løgn eller virklighed. ”Den menneskelige fantasi begrænses af alt, hvad der findes....sprog kan aldrig gengive det, der egentlig er, det kan kun beskrive virklighed”(Bichselt:1983:12).
Narrativ betyder fortællende. Her to teorier, som i de seneste år har inspireret udvikling og nytænkning i nogen områder af psykologien og litteraturen
Kenneth Burke er en amerikansk literaturkritiker. Han prøvede på at fange elementerne i en fortælling og kalder det ”the pentad”. En grundopskrift med fem elementer, der udgør en fortælling: 1. Agent (er personer eller hovedpersoner), 2.Aktion (er en handling eller en aktivitet), 3. Mål (er det, man begærer eller stræber efter), 4. Scene (er rammer eller forhold), 5. Midler (er de instrumenter eller redskaber, som bruges). Ved denne model ser han kun på fortællingen og ikke på relationen mellem fortælleren og lytteren.
Aristoteles mener, at en fortælling skal struktureres og skal indeholde tre elementer. Begyndelse, midte og slutning. Denne fortælleteknik kender vi fra teater og film. Handlingen begynder, det bliver spændende og til sidst løses problemet.
I vores samfund er der sket en forandring, fortællinger er ikke længere tradition. Selv om hver kan lære at fortælle, har de voksene glemt eller aldrig lært det.
Så længe et barn ikke skriver, bruger det den mundlige fortælleform, til at fastholde begivenheder. De gentager begivenhederne, digter vider på dem og afprøver dem hos andre. Fortællinger er et værdifuld redskab, som børn bruger i deres hverdag. Til at gøre fortællinger gode, iagttager og lytter børn til voksene. Ved at iagttage de voksene få børn også kropsproget med.
Sanserne kan være en vigtig del i fortællinger, de kan fremme hukommelsen hos fortælleren. Fx mormors lugt af en bestemt parfume.
De voksene kan inspirere børn til at fortælle, ved at være nysgerrig og ydmyg. Ved at skabe et fortællerum i en god atmosfære, skaber man grovbund til børns fortælleudvikling.
Hos udviklingshæmmede, der ikke har udviklet talesprog, bliver der arbejdet med livshistoriebøger. Gennem billeder bliver begivenheder og erindring synlig.
I forbindelse med elektroniske medier, åbner sig nye veje for at fremme fortællinger. Med digital kamera, video,engangkamera og et billedbehandlings pogram på en computer, kan man fremstille fortællinger.
I den senmoderne tid som vi lever i, er det en stor opgave, at finde sin identitet. Der er mange forskellige arenaer, hvor vi bevæger os i, som ikke altid har samme referenceramme. Gennem fortællinger kan vi skabe sammenhæng.
Pædagoger har overtaget mange funktioner, som før i tiden var familiens. At arbejde med livshistorier, er en god metode, for at understøtte identitetsudviklingen hos børn unge og voksene.
tirsdag den 10. marts 2009
Et nyt
Her et nyt forsøg, efter nogen timer uden brugsanvisning. Da jeg ville lægge billedet ind, kunne det ikke overføres til bloggen, fordi jeg glemte at føje lagene sammen i paintNet! Det glemmer jeg sikkert ikke to gange!Billederne kommer fra Flickr-search: twoblueday og Limbo Poet.
Abonner på:
Opslag (Atom)
